Vælg en side

INTELLIGENT IT ER OPSKRIFTEN FOR GRÅKJÆR A/S

Præcise kalkulationer er noget af det vigtigste i byggebranchen, hvis man skal undgå tabsgivende projekter. Derfor går Gråkjær Industribyg A/S nærmest slavisk frem, når de beregner, og til at hjælpe sig med det har de fundet et stykke intelligent software.

For mig er det ligesom en kogebog, hvor man bare skal starte fra en ende af og følge opskriften, siger Torkild Weltz, der er bygningsingeniør og regional salgschef hos Gråkjær Industribyg A/S. Han bruger sammenligningen med kogebogen til at forklare, hvorfor han er så begejstret for kalkulationsprogrammet Sigma®.

LIGESOM REGNEARK – BARE BEDRE

Jeg bruger det hver eneste gang, jeg skal kalkulere en sag. Alfa og Omega er, at når jeg kører en sag igennem, så ved jeg, at jeg har været igennem ALT. Sigma får det hele med, så man er sikker på, at man ikke har glemt noget.

Torkild Weltz har brugt Sigma i seks år. Før det brugte han et andet, mere simpelt program, som han har glemt navnet på. Men pointen var, at man desværre tit glemte noget ligesom i ’gamle dage’, hvor det hele foregik med håndskrift og regnemaskine.

Sigma er væsentligt bedre. Det er bygget op som regneark, men man kan gå ind bag ved hver linje og se præcis, hvordan en pris er kommet frem, for eksempel en kvadratmeterpris på beton, forklarer han.

Der er jo mange ting, der skal med for at få en samlet pris, og med Sigma bliver man mindet om alt, også selvom der er flere hundrede punkter. Jeg mener bare, det er tilgiveligt at regne forkert på et beløb, men alle poster skal med. Og med Sigma glemmer man ikke noget.

TILLID TIL TALLENE

For Torkild Weltz og hans kollegaer er det afgørende, at de kan stole på, at den pris, de har regnet, er rigtig. Derfor bruger de konsekvent funktionen Nøgletal i Sigma.

Når vi er færdige med at kalkulere, trykker vi på Nøgletal. Nogle gange taster man jo forkert, men så kan man se det i nøgletallene. Det er en slags facitliste for, om det ser rigtigt ud. På den måde fanger man nemt graverende fejl, forklarer salgschefen og understreger, at det giver ro i maven, når man har tillid til, at prisen, man regner, er den rigtige.

Samtidig oplever Torkild Weltz, at det også er en stor fordel ved programmet, at man kan kalkulere kostpriser.

Når vi giver en pris, skal vi jo gerne vide, hvad vi tjener. Med Sigma kan vi gøre op på forhånd, hvad vi vil tjene på en sag, og vi kan fortælle bygherren, hvis det ikke kan svare sig for os, siger Torkild Weltz og tilføjer: Hvis vi eventuelt har et tab, så skyldes det en produktionsfejl. Ikke en regnefejl.

STOR TIDSBESPARELSE

En anden stor gevinst, som Torkild Weltz nævner, er tidsbesparelsen ved at bruge Sigma. Han minder om, at tid er penge, men det er ikke umiddelbart det væsentligste for ham.

Ja, det er penge, men det er også en service over for vores kunder, fordi vi meget hurtigt kan komme tilbage med nogle priser. Det gør os fleksible, forklarer han.
Der er meget tid at spare, når man lærer programmet at kende. Jeg kan ud fra en tegning regne en kompliceret sag i løbet af en formiddag. Det er bare at følge Sigma slavisk, så er den hjemme.

Af Nina Munch-Petersen, Tekstbryggeriet